Filosofien og børnenes verden

av Per Jespersen

I

Siden de græske, antikke filosoffer levede og virkede for 2.400 år siden og til i dag, er der sket så meget, at man kan blive svimmel ved tanken. Min farmor så den første danske bil «suse» igennem landsbyen med 5 km i timen med ordene: «Nu står verden ikke længere. Hvis mennesket bliver sådan ved, ender vi i afgrunden!»

Er vi så styrtet i afgrunden?

Både og, men det kan jo være, at jeg er ligeså naiv som min elskede farmor, for jeg har også på fornemmelsen, at nu går den ikke længere. Udviklingen går så stærkt, at vi forpustes – tænk bare på IT-branchen, genteknologien og samfundsudviklingen. Vi kan ikke følge med og må fortrænge alt det, vi ikke begriber – vi må sortere i alle de politiske nyheder, fordi de er uoverskuelige – vi vælger måske at slå en kridtstreg om vores lille familie for dog at kunne overskue noget.

Men der er noget, der ikke har forandret sig. Der er noget, der stadig er det samme. Der er virkelig noget, der kan give os rodfæste i et hæsblæsende, frustreret samfund, hvor ægteskaber opløses på stribe, og børn bukker under for samfundets pres.

Det kunne være vores religion, der holder sammen på det hele; men tilsyneladende betyder den næsten ingenting mere.

Det kunne være kulturen, men det ser ud til, at vores historie glider os af hænde, så vi svæver i et historieløst rum uden mål og med.

Men det ER filosofien.

For de grundlæggende filosofiske begreber og problemstillinger er uændrede, fordi de er universelle, som de urgamle eventyr er det. De var til stede før grækerne, men det var antikkens Hellas' dybe tænkere, der opdagede dem, godt hjulpet på vej af kulturen på Malta, i Egypten og i Babylon.

Det er her, vi skal finde vores rødder, for filosofien er det åndelige grundlag for alt, spændende fra politik over videnskab til arbejdet i skolen. Uden filosofien ville det åndelige grundlag for menneskeheden forsvinde. Politik og religiøse forestillinger er kun små krusninger på overfladen. Politik og religion ville miste kraften uden det filosofiske grundlag. Alt samfundsliv ville smuldre uden den filosofiske basis, der bærer alt liv fra den fattigste gadedreng til den rigeste monark, for nok er der forskelle på vores sociale status – gadedrenge rangerer vist lidt lavere end dronningen – men filosofisk er vi alle lige.

Og det er her, Filosofi for Børn kommer ind. Børn og filosofi er uløseligt knyttet til hinanden – måske uden at det er børnene bevidst – men så må vi hjælpe den opvoksende generation med at sætte ord og værdier på vort fælles åndelige grundlag.

Derfor Filosofi for Børn.

For børn og filosofi har én ting til fælles: undren. Undren som livets kilde – kilden til intuition og åndelig indsigt – indsigten i sig selv som en forudsætning for at se medmennesket indefra. Det er en kæmpeudfordring. Hvad vej skal vi gå? Der er kun eet svar:

Filosofi for Børn.

Som Michael sagde det en dag på min skole: «Jeg ved ikke, hvad jeg skulle have gjort uden alle de filosofiske samtaler, vi har haft!»

Mit svar var: «Det ved jeg heller ikke, for de har gavnet mig ligeså meget!»

II

Men helt fra Antikken og indtil midten af 1800-tallet forblev filosofien en højakademisk disciplin, hvor man på universitetsplan beskæftigede sig med filosofihistorie, og hvor professorer forelæste i de store auditorier over hele verden – måske undtagen i Asien, hvis specielle filosofi blandede sig med religiøse forestillinger, så det hele gik op i en højere enhed som det fx er tilfældet med Taoismen (se Frithjof Capra: Fysikkens Tao), hvor forfatteren gennem kvantefysikken kommer frem til, at to et halvt årtusinds videnkabelig filosoferen fører til det, taoisten altid har vidst. Ingen tænkte på børn og unge – filosofien var for voksne, for man skulle være voksen for at kunne forstå de forskellige teorier. Men Hegel havde, selvom det næppe er nævnt nogen steder, tanker om, at unge mennesker kunne sættes ind i filosofiens univers. Tanken blev dog opgivet, idet man mente, at børn ikke kunne tænke abstrakt. Denne tanke holdt ved til og med Piaget, der igennem sine samtaler med børn nåede frem til sine berømte modenhedsfaser uden at opdage, at hans «klienter» kom med de rene filosofiske guldkorn. Han opdagede det simpelthen ikke, idet han, som andre forskere, var så fokuseret på det mål, han havde sat sig, at han fik det resultat, han ønskede (jvf Frithjof Capra, der siger, at inden for kvantefysikken påvirker forskerne deres egne resultater).

Der er intet i vejen med filosofien som akademisk disciplin. I Danmark skulle alle studerende ved universitetet uanset fag tage et års filosofikum, indtil undervisningsminister Helveg Petersen afskaffede det. Det var en katastrofe, for det betød, at alle akademikere nu om dage er filosofisk så dårligt funderede, at det påvirker deres evne til at kunne kombinere de vidensfragmenter, de besidder. Det har ført til en åndløshed i det danske folk – et spirituelt tomrum, der er katastrofalt, for det har ført til navlebeskuelse, misforstået selvtillid og begyndende anarki.

Dette er virkelig en forfærdelig udvikling, som kommer til at stille store krav til den opvoksende generation, der skal føre samfundet videre efter os.

Derfor Filosofi for Børn.

For vi skal gøre alt, hvad der står i vores magt, for at åndløsheden ikke rammer børnene. De kommer til os i fuld tillid til, at vi giver dem det bedste, vi formår, og det er vores medmenneskelige pligt at gøre det. De tror på os voksne, fordi vi er deres forbilleder og idoler. De vil være som os. Og derfor må vi lade dem beholde den åndelighed, de har i sig, og ikke kvæle den med tomhed, materialisme og ørkesløs stræben efter velfærdsgoder.

Derfor Filosofi for Børn.

Vi skal opdrage vores børn, så de kan begå sig iblandt andre mennesker, men der skal være perspektiv i det. Vi skal bibringe dem viden, men ikke paratviden, for den fører til åndelig døvhed og sløvhed. Vi skal hjælpe dem til at forstå og acceptere sig selv og ikke pådutte dem færdigtsyede meninger, for så forsvinder både det etiske og det metafysiske aspekt.

Derfor Filosofi for Børn.

III

I forrige århundrede opstod tanken om at forbinde undervisning af børn med filosofi omtrent samtidig i USA (Matthew Lipman) og Danmark (Per Jespersen). Uafhængigt af hinanden arbejdede vi for at få filosofien ind i skolen. Uafhængigt af hinanden ville vi begge gøre børnene mere socialt og demokratisk bevidste igennem filosofien. Uafhængigt af hinanden forsøgte vi at gøre lærere interesserede i at forbinde filosofien med børns verden. Men så holdt enigheden også op. I Danmark er vi enige i Lipman's synspunkter, som de fremkommer i hans bog Philosophy In The Classroom, men det system, som Lipman udarbejdede med noveller til forskellige klassetrin med tilhørende murstenstykke manualer virker overhovedet ikke i Danmark. Bogen Filosofi i Børneskolen af Hans Vejleskov, som var en undersøgelse af de forskellige forsøgsprojekter med Filosofi for Børn, som blev sat i gang i Danmark, viser tydeligt, at Lipman's tekster er totalt uinspirerende for børn, mens lærerne kan få megen glæde af hans manualer. Dette har medført, at mange af Lipman's tekster ikke er udgivet på dansk.

Der er nok mange årsager hertil. Men en af dem er tydeligvis, at Lipman ikke magter at udføre sine grundideer i praksis. Han har for det meste omgivet sig med mennesker, der slet ikke har med børn at gøre, og han bygger sin pædagogik på den formelle logik, mens vi i Danmark lægger meget stor vægt på det etiske og metafysiske aspekt. Som en lærer udtrykker det i ovennævnte bog: «Vi er forbi det der med logikken – vi er nået længere.»

Og det er jo rigtigt. Amerikanerne er pragmatikere og ofte ude af stand til at begribe etisk/metafysiske synspunkter. Der skete da også en spaltning i den amerikanske Filosofi for Børn-bevægelse, idet Ronald Reed gik sine egne vegne i Fort Worth, Texas. Han skrev bl. a. Talking With Children og Rebecca, der er udkommet i mange lande.

Et begyndende samarbejde med mit arbejde i Danmark blev desværre afbrudt ved Ronald Reed's pludselige død. Med ham døde en hel gren af Filosofi for Børn-bevægelsen i USA. Så meget kan ideer hænge sammen med et enkelt menneskes liv og integritet, at dør det ene, dør det andet med.

Så jeg prøver at trække vejret lidt endnu!

Og der er da også heldigvis nu ved at rejse sig bevægelser i Norge (Barne- og ungdomsfilosofene under ledelse af Øyvind Olsholt og Ariane B. Schjelderup), og i Sverige (Fortbildning AB under ledelse af Borje Dahl og Helena Moreau). De to norske filosoffer fra Eidsvoll arbejder hårdt på at få børn med i filosofigrupper under de principper, jeg senere skal komme ind på. Man kan orientere sig herom på hjemmesiden www.buf.no.

For det drejer sig virkelig om at gå nye pædagogiske veje i det IT-prægede samfund, vi lever i. Selv den pædagogik, man lærer på danske seminarier, har meget lidt forbindelse med virkeligheden, som den udspiller sig i børnenes verden. Børn er ikke, som de engang var. Det er ikke ment som et nostalgisk suk, men kosmisk realisme, at den moderne verden skaber ensomme børn i stribevis – outsidere, som skolevæsnet slet ikke forstår. Børns åndelige ensomhed er forfærdende udbredt og absolut farlig for samfundet, der kan udvikle sig i anarkistisk og autonom retning.

Skolen i Danmark sier outsider-børn fra i en grad, så man kan spørge sig selv, om menneskeligheden og næstekærligheden er korrumperet for øjnene af os. Uden forståelse for andre mennesker – uden forståelse for følelsers værdi – uden forståelse for, at et samfund kun kan hænge sammen, hvis dets borgere er åndeligt lykkelige, bryder det hele sammen.

Vi må sætte ind både for samfundets og det enkelte menneskes skyld.

Derfor Filosofi for Børn

IV

Så hvad er det så, vi gør i Danmark, som er anderledes? Så anderledes, at det er svært at definere. Vi har ikke et færdigt udarbejdet system, som man bare kan tilegne sig og følge. Det ønsker vi ikke, for den slags systemer er der rigeligt af i forvejen. Faktisk næsten i alle skolefag. Vi prøver at følge den største af alle filosoffer, der nogensinde har levet: Sokrates. Han har intet skrevet, men vi kender ham fra Platon. Han var et menneske, der levede og åndede for filosofien og for ungdommens åndelige velfærd. Et menneske ligeså gådefuldt som Jesus, der heller ikke efterlod sig noget skriftligt, som han selv udfærdigede. Sokrates var et gådefuldt, magisk, karismatisk menneske, der forstod at få de unge i tale ved at lære dem, at den største viden er at vide, at man ingenting ved.

Mageløst!

Som Raimund Popper langt senere skulle sige det: «We do not know – we assume.» Udgangspunktet for Sokrates og for Filosofi for Børn er uvidenheden i positiv forstand, fordi den dybest set fører til større indsigt. Hvis man erkender, at man ikke med sikkerhed og bevisførelse VED noget som helst, har man et godt udgangspunkt for spørgsmål. Der er to slags spørgsmål i den menneskelige verden: de, der har eet og kun eet svar: Er Norge hovedstaden i Sverige?

Nej!

Og de spørgsmål, der i kraft af deres positivt spørgende natur er med til at forsøge at indkredse en problemstilling: Hvad er angst?

Der gives intet endegyldigt svar på dette spørgsmål, men kun formodninger og forsøg på definitioner. Angst er subjektiv – ikke objektiv.

Er der en gud?

Svaret vil utvetydigt være subjektivt: det, der er sandt for den ene, er falsk for den anden.

Er kærlighed det modsatte af had, eller er de to begreber to sider af den samme sag?

Svaret må absolut være subjektivt. Hvad der er kærlighed for dig, kan være had for mig.

Så vi er alle subjektive individer, der blot og bart har behov for at komme af med vore tanker og følelser i samtaler med andre. Det er et ultimativt menneskeligt behov at få vendt sine tanker og følelser med andre. Får vi ikke lejlighed til det, brænder vi inde med det. Vi fortrænger det måske. Eller vi føler denne forfærdelige åndelige ensomhed, der hele tiden fra det underbevidste hvisker til os: du er den eneste, der har det sådan. Derfor duer du ikke!

Dette ikke at du til noget – dette at føle sig spirituelt ensom – dette at føle, at man ikke slår til: det er det værste, der kan times et menneske. For så mister man selvtilliden på en række af livets områder. Manglende selvtillid smitter fra det ene åndelige område til det andet. Sådan er vores psyke nu engang.

For lav selvtillid på eet område smitter derfor af på hele livet, og da hvert enkelt menneske er en værdi i sig selv, må det hele dreje sig om at hjælpe det enkelte barn til gennem spørgsmål at lære sig selv at kende (Sokrates: Kend dig selv!), blive fortroligt med egne svagheder og styrker og dele denne erfaring med andre.

Det er disse filosofiske spørgsmål, vi forsøger at hjælpe børnene til at stille, så de uden at vide det HELT bevidst trænger dybere ind i sig selv og lærer sig selv at kende. Derfor Filosofi for Børn.

V

I stedet for at udarbejde et færdigt undervisningssystem for Filosofi for Børn i Danmark har jeg udgivet en lang række bøger, som bl. a. består af Kim og Marianne-serien, der består af små romaner fra 3. til 9. klasse. Der er ingen manualer til disse bøger, men da man følger de samme to børn fra de er små til langt ind i puberteten, kan de læses som ren og skær underholdning. Men de kan også bruges til filosofisk undervisning, idet de to børn er meget filosofisk anlagt og tænker dybt uden at komme med færdige svar, men derimod stiller dybe åndelige spørgsmål, der kan blive genstand for diskussion i klassen. Børnene elsker disse historier – stadig – også på min egen skole, Randerup Frie Skole, og på Læselinien, som jeg har etableret for børn med læsevanskeligheder. Her hjælper filosofien virkelig børnene i gang med læsningen. Læsning er jo dybest set en form for genkendelse af ord og meninger, og da vi har talt de filosofiske problemstillinger igennem, glider læsningen pludselig uden de store problemer.

Her ligger der måske en pædagogisk nøgle gemt: fortæl børnene historien først, læs den måske op for dem med efterfølgende diskussion – og lad dem så selv læse. Så simpelt er det måske for de fleste børn.

Desuden vækker bogen Eventyr med Suzan stor interesse og debat. Men også meget lette tekster for mindre børn kan anvendes. Jeg har skrevet masser af dem, og de fleste har et filosofisk islæt, så man så hurtigt som muligt kan komme i gang med den filosofiske bevågenhed.

Herudover har jeg udgivet samlinger med ganske korte tekster, der er dybt filosofiske. Disse små bøger er for de flestes vedkommende forlængst udsolgt. Og der er ingen lærervejledninger til dem. Læreren er frit stillet og må finde sin egen filosofiske og pædagogiske vej.

Efter alle disse publikationer blev internettet opfundet og findes vel nu i snart alle hjem. Her kan man på min hjemmeside (se nedenfor) finde mange flere tekster, der ikke er udgivet, men tilgængelige for udprintning. Der findes bl. a. seks Deepessays, der er blevet til på Læselinien og skrevet sammen med en 12-årig dreng, Andreas Thelander Bertelsen. De fleste af dem er udgivet på spansk i Ecuador, hvor man er meget begejstret for dem. To af dem er oversat til norsk og ligger på den norske hjemmeside, der er nævnt ovenfor.

Mit arbejde med at udgive alle disse bøger og med at holde seminarer over hele Danmark har varet i tyve år, så man kan roligt sige, at mange lærere arbejder med Filosofi for Børn her i landet. Hver femte lærerstuderende tager Filosofi for Børn som pædagogisk speciale til eksamen. Her bruger de bl. a. mine to bøger Filosofi med Børn og Børn og Filosofi. Den sidste er desværre udsolgt, men påtænkes genudgivet. Den findes dog på svensk (Fortbildning). Mange lærere klager over mangel på materiale. På den ene side forstår jeg det godt, for det er unægteligt lettere, hvis der findes fuldt færdigt undervisningsmateriale. På den anden side forstår jeg det ikke, for det drejer sig meget mere om holdning til børn og pædagogik end om systemer. Principielt kan alle tekster anvendes, hvis de læses med de filosofiske briller på.

Det er måske lærerrollen, der er så vanskelig. Dette at man som lærer ikke er den, der bibringer børnene direkte viden, men er en katalysator for klassens tankevirksomhed. Og den bringer dog så mange glæder og gode timer. Aldrig er jeg kommet barnet nærmere end i de filosofiske samtaler, vi har haft. Og aldrig har jeg lært så meget.

Jeg er dybt taknemmelig for det, alle de børn, jeg har kendt på den måde, har givet mig. Hvert nyt barn er en berigelse.

Derfor Filosofi for Børn.

VI

Det er altså lærerens rolle, der er vigtig. Aldeles afgørende. I fag som fx matematik, engelsk og modersmålet er læreren det menneske, der formidler eksisterende viden, som samfundet kræver, at alle kender til. Disse fag er basis for at kunne føre et rimeligt voksent arbejdsliv. De er grundpiller i det moderne industrialiserede samfund. I formidlingen af disse fag er læreren den, der fører børnene ind i en del af det stof, som videnskaben bag de enkelte fag har fundet frem til. Læreren er måske ikke den, der ved alt, men den der kan finde frem til en viden og de facts, alle mennesker har brug for.

Denne lærerrolle gælder ikke for Filosofi for Børn. For filosofi er ikke et fag, men en metode. Filosofi er ikke undervisning i filosofiens historie, de enkelte filosoffers teorier eller den forskningsmæssige problematik, der knytter sig til filosofien.

I Filosofi for Børn smelter fag og metode sammen, så læreren på det nærmeste er åndelig vejleder for børnene. Derfor er det bedst, hvis det er klasselæreren, der tager sig af denne vejledning, da hun kender børnene bedst. Udfra de i de forrige afsnit nævnte bøger drejer det sig om at få børnene til at ytre sig om deres holdning til tekstens temaer. Og dernæst om at hjælpe børnene til at stille de for dem vigtige spørgsmål og derfra at opbygge en dialog imellem børnene, som læreren er katalysator for.

Lærerens egen holdning til temaet må holdes tilbage (og børnene spørger næsten aldrig til den). På denne måde kan man bibeholde de enkelte elevers selvstændige tænkning, så deres selvtillid bibeholdes, og så de finder sig selv: de lærer deres egen personlighed at kende og kan lære at blive fortrolige med den med de fejl og mangler, enhver person indeholder.

Igennem filosofien opdager børnene, hvem de er (Sokrates: Kend dig selv!), og det giver dem på det ubevidste plan evnen til at sætte sig ind i og forstå deres medmennesker. Filosofi for Børn kan derfor ikke bare føre til demokratisk forståelse, men endnu vigtigere til medmenneskelig indføling. Humanistisk tolerance er vel trods alt vigtigere end politisk demokrati. Spørg bare børnene. De ville uden videre sige ja.

Er det svært i løbet af et frikvarter at skifte fra at være matematisk formidler til at være filosofisk vejleder for et lille medmenneske?

Nej! Det er en enorm befrielse, som også børnene fornemmer. De første elever, jeg havde, er nu voksne, modne og gifte mennesker med børn og familie. Vi mødes hvert femte år, og jeg oplever hver gang, at de kan huske de filosofiske diskussioner, vi havde dengang. «Gid vi var børn endnu,» siger de. «For den voksne verden er så lukket og tilknappet.»

Jamen, så lad os dog blive som børn på ny!